F og K står for henholdsvis Frederiksdal og Kragelund. 73 står for årstallet 1973, for det var det år, at de 2 byers idrætsforeninger startede deres samarbejde.
Gert Christensen er opvokset i Frederiksdalområdet, og som aktiv idrætsudøver dengang og nu, har vi hermed historien om sammenlægningen fra en person som havde det tæt inde på livet:
FK73 er, som de fleste sikkert ved, navnet på den lokale idrætsforening. Men hvorfor blev det nu lige til FK73 ?
I Frederiksdal dyrkede man sin idræt i Frederiksdal idrætsforening, forkortet F.I.F., og i Kragelund var det Kragelund Idrætsforening, forkortet K.I.F. der tilbød forskellige former for sport.
Men de unges ”flugt” fra landet betød, at begge klubber havde vanskeligheder med at stille hold i de forskellige rækker, og efter mange overvejelser og nogle ”kameler” der måtte sluges fra begge klubbers side, blev man enige om at lave holdfællesskab, og det blev en realitet fra 1973.
Dette samarbejde omfattede kun det rent sportslige, og begge klubber havde fortsat egen bestyrelse og selvstændige regnskaber. Men ”barnet” skulle jo have et navn, og meget opfindsomt tog man forbogstaverne fra de to byer, efterfulgt at det årstal man startede samarbejdet i, så det blev til FK73.
Nu da navnet var på plads, bad man klubbens medlemmer og andre interesserede, om forslag til et FK-logo, og der kom mange brugbare forslag, men en sikker vinder blev Jørgen Hansen fra Funder, som altså er ”forfatter” til vort Logo.
Fællesskabet og samarbejdet gik rigtig godt, og i 1978 fik de to foreninger, på hver sin generalforsamling, bemyndigelse til en endelig fusion, og det blev til en realitet uden de store problemer.
Ved sammenlægningen var det Frederiksdal der havde de fleste penge, og sportslig også havde de bedste hold, men Kragelund kunne tilbyde gode faciliteter, havde en skole, og var trods alt den største by, så alt i alt er der blevet et godt ”ægteskab” ud af det.
I ”gamle dage” var der ellers ikke altid den bedste stemning, når de to klubber mødtes på banen. Kragelund følte sig nok lidt overlegne i forhold til ”kolonisterne” fra Frederiksdal, men når man mødtes i byen til festlige lejligheder, så var der altid et fantastisk sammenhold de to byer imellem, hvis der var brug for det, hvilket det heldigvis fortsat er tilfældet.