NYT FRA FK 73, Frederiksdal – Kragelund Idrætsforening af 1973

Vi søger to nye ministre i FK 73!

NY FINANSMINISTER
Vores kasserer gennem ti år har i god tid meddelt os, at han gerne vil aftræde med udgangen af dette år. Derfor får vi brug for en ny finansminister, der kan hjælpe os med at få betalt regningerne og holde styr på pengene.
Du behøver ikke være uddannet i regnskab, bare du har ordenssans og er klar på udfordringen. Der vil være god hjælp i overdragelsen fra den nuværende finansminister. Der er ro omkring økonomien og alle i foreningen bidrager med stor ansvarsfølelse, så vi ved at pengene rækker. Der er systemunderstøttelse i form af et IT-system, som er en god ramme for arbejdet. Som finansminister er du en central person i bestyrelsen.

FRIVILLIGHEDSMINISTER
Fundamentet i FK 73 er vores frivillige ledere og trænere, som får det hele til at fungere. Derfor har vi over de sidste par år haft fokus på at være bedre til at påskønne indsatsen fra de frivillige. På den baggrund kunne vi godt tænke os en frivillighedsminister, der i samarbejde med bestyrelse og udvalg forestår tiltag, der får de frivillige til også at føle sig værdsatte. Ministeriet er således nyoprettet og du er selv med til at skitsere arbejdsområdet og aktiviteterne i ministeriet. Nøgleord er klubånd, holdånd, trivsel, coaching, fastholdelse og rekruttering – og ikke mindst energi og glæde! Du får et budget, så der også er mulighed for handling bag ordene og du bliver en del af bestyrelsen.

Kunne du tænke at høre mere om en af de to spændende poster, så tøv ikke med at kontakte formanden (Erling 2543 8834 erling.glud.nielsen@mail.tele.dk).
Til forskel fra ministrene i regeringen bliver du ikke stemt ud. Tværtimod bliver din indsats værdsat og påskønnet.

Erling, formand for FK 73
SPORT OG FÆLLESSKAB FOR ALLE