Sankt Hans-tale 2023 i Kragelund
Mange tak for at jeg har fået lov til at holde årets Sankthanstale – og så i år, hvor FK-73 har 50-års jubilæum. Jeg vil starte med at ønske jer alle en flot midsommer. For mig er det den tid på året, hvor naturen for alvor tager sig flot ud, og minderne fra barndommen og ungdommen står i kø: Hyldens duft, jordbær, studentertiden og ikke mindst starten på sommerferien, hvor bøgerne for en stund kunne lægges væk.
Når jeg står her på boldbanerne, og et bål skulle havde været tændt, så kommer stærke minder fra min barndom og ungdomstid frem om ”Midsommerfesterne”. Det var årets højdepunkt – fest i en hel uge. Frederiks Teltudlejning kom med teltet på den gamle lastbil og lyden af hamre mod jernet til de store teltpløkker var en særlig lyd – det betød, at nu var det lige om lidt.
Hjemme hos mine forældre betød ”Midsommerfesterne” også ekstra travlhed. Min mor stod jo for klubhuset, så der blev pakket slikposer, bestilt varer hjem og der skulle bages. Og min far fik mulighed for at køre nogle ekstra ture på traktoren – ikke dårligt. Affald til lodsepladen, træ til bålet og transport af borde og bænke… Min far havde også to særlige opgave på festaftenen – velkomsttalen, den blev skrevet på en pølsebakke under aftensmalkningen og grilning af gå-hjem-pølserne. Midsommerfesten var et familieprojekt – for FK-73 har fyldt meget i min familie og opvækst. Jeg selv har hjulpet med maden, lavet blomsterdekorationer og ikke mindst været med til at lave revy – det var sjovt: tænk jeg har været cancan-pige.
Hvorfor går en hel familie ind i foreningslivet? Hvorfor bruge weekender på at tage med håndboldbørn til kampe? Hvorfor passe klubhuset hver tirsdag aften? Hvorfor deltage i bestyrelsesmøder og arbejde med budgetter og restancer?
– disse spørgsmål kunne man med rette stille og sikkert mange flere? Og der er sikkert ikke et svar – men for mig og min familie handler det om fællesskab – om at give og få.
Om at opleve de øjeblikke, hvor børns øjne smiler. Det øjeblik, hvor festen lukker og beskeden lyder – tak for i aften, vi ses igen til næste år. Eller hvor et barn spørger: Må jeg prøve igen, det er megasjovt!
Der er særligt en situation, som er klar i mine erindringer. I mange år trænede jeg de små håndboldbørn i gymnastiksalen. Vi legede med balloner, tøjklemmer og kastede med ærteposer. Der var aktivitet, som udløste klistermærker til diplomer – vi talte højt: en, to, tre hop og skyd. Der var gang i den – og alle børn vidste, at når der blev fløjtet, så var det ned og sidde – for så var der en ny besked på vej.
Efter en træning kom der engang en lille dreng hen til mig – kiggede på mig med sine brune øjne, og så sagde han: Gitte, du er ikke en rigtig dame vel – du er lidt en mand! Det kunne jeg kun give ham ret i – og jeg tog det som et kæmpe kompliment. For selvfølgelig kunne en dame ikke være hans idol – det måtte være en mand.
Det er for sådan et øjeblik, at jeg har været frivillig. Det sekund, hvor tiden står stille og anerkendelsen falder. Ikke for ens faglighed eller socialstatus – men for, at man er den, man er, og for at man har givet en anden person indhold i deres liv. Derfor er det mig som takker for, at jeg har fået lov til at være frivillig i netop FK-73 i over 25 år. Og så ved jeg godt, at grunden til, at jeg har fået lov til at træne i så mange år er, at ikke andre bød sig til.
Jeg vil sige: Prøv det! Det behøver ikke at være en stor opgave – hvor man torsdag efter torsdag skal stå i hallen med 30 børn. Det kunne være at hjælpe til cykelløbet – at hjælpe med oprydning i klubhuset eller at gennemgå taskerne med trøjer efter sæsonafslutning. Der er så mange små, men betydningsfulde opgaver, man kan byde ind på.
Målinger viser, at mange oplever ensomhed, og hvordan kan vi som samfund modvirke disse tendenser? Jeg er ikke i tvivl om, at vores foreningsliv kunne være et af svarene. Derfor bliver jeg også så glad, når jeg hører, hvor mange forskellige aktiviteter der er i vores idrætsforening – både for unge og for dem som er blevet lidt ældre.
For foreningslivet kan noget. Det kan også noget, at vi år efter år mødes her på sportspladsen for at fejre Sankthans sammen – synge, spise og tale sammen. Møde en gammel skolekammerat – eller hilse på den tidligere nabo. Så bliver jeg så glad – ja, nærmest lykkelig og rørt. Måske det skal tilskrives min fremskredne alder. For jeg har nemlig hørt, at jo ældre man er – desto mere rørstrømsk bliver man.
Med disse ord vil jeg endnu en gang ønske jer en glædelig midsommer – jeg håber, at festen i morgen vil blive en tur ned af ”memory lane”. Om vores nuværende formand har skrevet sin tale på en pølsebakke, eller om der er mulighed for at købe gå-hjem-grillpølser, det må vi vente og se – men jeg er sikker på, at oplevelsen med teltbal vil blive som i de gode gamle dage.
Tak for ordet.